Hvorfor debattere på Facebook

Hvorfor debatterer du på Facebook? Det er jo spild af tid. Ingen ændrer holdning af en Facebookdebat. Stemningen bliver ophidset, for vi kan ikke se hinanden. Sarkasme og ironi bruges glad og gerne, for det gør vi jo i samtaler ansigt til ansigt - men på Facebook er det ikke altid til at gennemskue, hvornår der er tale om ironi og hvornår der ikke er.

En spurgte mig: Hvad får du ud af at debattere på Facebook? - og det var et godt spørgsmål, for jeg debatterer meget. Den skriftlige debat passer mig rigtig fint, fordi der automatisk gives plads til tænketid, genovervejelse af egne svar og andres input, uden at det nødvendigvis forstyrrer debatten. Har jeg glemt hvad jeg tidligere sagde, så kan jeg blot scrolle op, og læse det igen, med det formål at holde en form for rød tråd.

Men ingen har jo nogensinde ændret holdning på grund af en debat på Facebook? - og det er ikke rigtigt. Jeg har, personligt, ændret holdning flere gange, efter en debat på Facebook. En debat, hvor modparten argumenterede rigtig godt for sin holdning. Jeg ændrede ikke holdning fra dag til dag. Men debatten og argumenterne var hele tiden i mit baghoved, og med tiden fandt jeg frem til, at den anden havde ret.
Et godt eksempel er en debat om anvendelsen af murerbaljer som badekar.
Et andet eksempel er prioriteringen af godt fodtøj til vores børn (og til os forældre også).
Et tredje eksempel er forholdet til økologi (som dog ikke er færdigarbejdet endnu).

Andre gange har debatten ført til øget opmærksomhed på et emne, som jeg måske ellers ikke har tænkt så meget over, men hvor argumentationen har ført til et bevidst valg. Her har jeg som oftest ikke ændret holdning, men har fået en bevidst holdning og taget et bevidst valg.
Et eksempel på dette er vaccinationsdebatterne. Jeg havde ikke tænkt så meget over det. Nu har jeg (vi) taget et bevidst valg.
Et andet eksempel er kød vs vegetar/veganer. Her er vi også bevidste om vores valg.
Et tredje eksempel er debatten om sukker og aspartam.
Et fjerde eksempel er debatten om tv og ipad.

Debatter gør noget.
Jeg diskuterer ikke for at diskutere. Jeg diskuterer fordi jeg bliver klogere, og mere bevidst om mine og vores holdninger. Jeg diskuterer fordi det flytter noget. Og hvis jeg kan ændre mening, hvorfor skulle andre så ikke kunne?

Jeg ændrer til gengæld sjældent mening efter en diskussion ansigt til ansigt (spørg min mand - og måske endda også mine forældre). Den slags diskussioner vækker enhver form for trods i mig.



Debatterer du helst på Facebook eller ansigt til ansigt? Eller slet ikke?
Hvorfor debatterer du? Hvorfor debatterer du ikke?

Når Facebook bliver en pseudovirkelighed

Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden. Joh. 13, 35

Det startede med en (semi)fredelig debat om dåb, i en gruppe for kristne kvinder på Facebook. Er barnedåben gyldig? Afhænger frelsen af dåben? Er det Gud eller mennesket, der handler i dåben? Det helt store problem var ikke at vi var uenige – det var alle klar over fra starten. Gruppen var for alle, der bekender sig som kristne. Nej, problemet opstod, da debatten blev lukket, og det blev indført i gruppens retningslinjer, at store teologiske debatter ikke var velkomne i den gruppe. 

Jeg er måske nok lidt trodsig på det punkt. Den lidt diktatoriske ledelsesstil, hvor én definerer, hvad der er tilladt at tale om, og hvad der ikke er tilladt at tale om vækker det værste i mig. Jeg kan slet ikke have det. Så. Jeg valgte at stille spørgsmålstegn ved gruppens berettigelse. En gruppe for kristne  – hvor teologiske emner ikke er velkomne. Alt vi gør og beslutter har jo på en eller anden måde rod i vores bibelsyn, gudssyn og menneskesyn. Jeg blev smidt ud af gruppen. En enkelt forsøgte at forsvare mig. Og blev også smidt ud.

Hvordan nåede vi dertil, hvor vi bare fjerner dem vi er uenige med? Det er som om Facebook er blevet sådan en pseudovirkelighed, som ikke behøver at hænge sammen med den fysiske virkelighed. De fleste af os (der har sin ”gang” på Facebook) møder det sikkert ofte. Mennesker der i kommentarer til nyhedsmediernes sensationelle overskrifter, udtrykker sin helt personlige mening. En mening der ofte indebærer død og ødelæggelse, hævn og foragt for andre mennesker. Jeg håber virkelig, at de mennesker der kommenterer, ikke opfører sig sådan i den fysiske virkelighed, for så er der ikke meget håb tilbage.

Hvornår nåede vi dertil, hvor vi kan råbe vores holdning ud i offentligheden, og forvente at ingen holder os ansvarlige? I den gruppe jeg var medlem af, stod det direkte i retningslinjerne, at der er tavshedspligt. Ingen må altså videregive navne til andre. Alligevel modtager jeg en besked fra administrators mand (som ikke var i gruppen – for kvinder). Gang på gang møder jeg på Facebook, mennesker der råber grimme ting efter hinanden – og om hinanden. Kommer det af en ide om, at du er anonym på Facebook? For det er du altså ikke. Og alle de der personer der optræder på Facebook – de repræsenterer faktisk et rigtigt menneske.

Hvor blev kærligheden af? Hvor gik ansvarligheden hen? Hvad skete der med almindelig dannelse?

Kan vi ikke prøve, i en periode, at tage ansvar og undvige den mentale retardering* der ind imellem virker til at forfølge nogle Facebookbrugere.

Ovenstående eksempel er (desværre) ikke enestående, men den mest aktuelle i øjeblikket. Såvel gruppe som personer skulle gerne være anonymiseret, men lad mig vide, hvis dette ikke er tilfældet.

*: Sundhed.dk om mental retardering:
- Intellektuel funktion skal være signifikant under gennemsnittet
- Adaptiv adfærd er mangelfuld, det vil sige reduceret selvstændighed og social funktion i forhold til den aktuelle alder og kulturelle gruppe

Hvad tænker du? Del dine tanker i kommentarfeltet herunder.

En dør kan være mange ting

Kære du!

Du kender mig måske ikke. Jeg bor i et lille hus i udkanten af byen sammen med min mand og to små drenge. Vi har en have. Det var en prioritet for os, og med god grund, for vi bruger den meget. 

Nogle gange, hvis du kommer forbi ude på vejen, ser der ret rodet ud. Græsplænen består primært af mos, og der ligger alle tænkelige og utænkelige former for plastiklegetøj jævnt fordelt over grunden. Ydermere står der et plastik legehus, tydeligt mærket af at det under en storm fløj over i naboens have - nu er det bundet fast til gyngestativet, men burde for længst have hilst på lossepladsen. Trampolinen, der er alt for stor i forhold til haven, men perfekt i forhold til børnene, er bundet fast til flagstangen. Den bruger vi i øvrigt aldrig. Flagstangen. Vi ejer vist ikke et flag.

Skulle du komme om på forsiden af huset, er det endnu værre. Engang var der granitskærver ud over det hele. Det er der sådan set stadig. Vi besluttede sidste efterår at fjerne alle stenene og lægge græs i stedet. Vi er begyndt at fjerne stenene, men ikke nået ret langt. Vi har fået anlagt en fin sti op til hoveddøren, men den er stadig dækket af sand. Det ser ret kaotisk ud det hele. Vi ved det godt. Og vi skal nok få det ordnet. Engang. Når vi lige får tid.

Huset er meget pænt. Og funktionelt. Og så har det ikke mindre end fire døre. En dør kan være mange ting, når jeg lige tænker over det.

Tag nu hoveddøren. Den er lavet af glas, men af materet glas. Derudover er der trægitter på ydersiden. Den er ikke særlig nem at komme frem til (der var anlagt en ny sti, husker du?). Kommer du endelig frem, så virker dørklokken ikke rigtigt. Skulle vi høre den, så er døren blokeret fra indersiden, idet jeg bruger den gang til at tørre tøj i. Det er virkelig besværligt at komme igennem den dør.

Så er der døren inde på kontoret. Den er lavet af glas. Og så er den låst. Den er altid låst. Jeg aner ikke om den overhovedet kan åbnes. Skulle du til gengæld komme ind ad den dør, så går du lige ind i en mur. En mur af bøger, tekniske dimser og dippedutter. Måske en vildfaren værktøjskasse. Eller hvad vi lige ellers har brug for at opmagasinere et sted, hvor vi ikke kommer så tit. Hvis du kommer ind ad den dør, kommer du ikke ret langt.

Så er der bagdøren. Den har et kæmpe vindue. Den er sjældent låst. Er det mørkt udenfor, så tænder lyset automatisk og viser vej til døren. Det er ret praktisk egentlig. Her kan man næsten altid komme ind. Jovist, der kan ligge flyverdragter, regntøj, sko og gummistøvler i en stor pærevælling, men det kan du nok godt komme forbi. Det er bare lige at se sig lidt for.

Den fjerde dør. Den finder du på terassen. Den står næsten altid åben, og den er så nem at åbne, at selv min dreng på to år kan finde ud af det. Kommer du ind ad den dør, så kommer du direkte ind i stuen. Ind i hjertet af huset. Det er her vi er. Det er her det sker.

Ser du....

Udadtil kan vi kristne være noget rod. Nogle gange vokser der mos, hvor der burde vokse græs, men det omgivende miljø påvirker, hvad der vokser. Vi har sten liggende, som ikke burde være der. Der skulle også vokse græs. Vi ved det godt. Og vi skal nok få det ordnet. Engang. Når vi lige får tid.

Jeg hørte en ateistisk pige, lad os kalde hende Gurkemeje (det kan man sikkert sagtens hedde), sige at man lige så godt kunne debatere med en dør, som debatere med kristne. Og hun har ret. Hvis det er hendes erfaring, så har hun jo ret. Det kan ikke diskuteres. Men hvilken dør er du?

Er du hovedøren, der er besværlig at komme til. Du kaster omkring dig med forhindringer, blokerer døren, og har travlt med alt muligt andet. Du har ikke tid. Du har ikke lyst. Dørklokken virker sjældent. Måske tænker du, at det ikke er din opgave. Det er ikke dig, der skal tale med Gurkemeje. Hun er et angreb, og det er det sikreste at ignorere og satse på at nogle andre åbner?
Jeg gør det ofte. Håber. Venter. Tænker, at hvis jeg overhører dørklokken længe nok, så går hun nok. Er du den dør?

Eller er du den aflåste men gennemsigtige kontordør? Hun møder en mur af kristne fraser, kristne begreber og en kristen forforståelse. Hun kan tage hele pakken eller ingenting. Der er kun én rigtig måde at være kristen på. Hvis du fx ikke mener at Gud har skabt verden på seks dage, så er du ikke rigtig kristen. Hvis du ikke er enig med Luther (i alt!), er du ikke rigtig kristen!

Er du bagdøren? Tænder lyset, og viser vej til en ulåst dør, når Gurkemeje søger den? Er du åben. Hører du, hvad hun siger? Har du tid? 

Eller er du havedøren? Let at åbne. Let at komme ind ad. Og indgangen lige ind til hjertet, til centrum af det, der betyder noget. Til kaffe og kage. Til samtale. Dialog. Respekt. 

Men også til sårbarhed. Usikkerhed. Tvivl.

Kære du!

Hvilken dør er du - og hvilken dør vil du være?

Er næstekærligheden det vigtigste i kristendommen?

"Det vigtigste i kristendommen er jo næstekærligheden"

Sådan lød det bl.a. i en debat på min Facebookside for nogle dage siden, hvor debatten tog udgangspunkt i et billede jeg havde delt "Share, if you meen mariage should be between af man and a woman" (del, hvis du mener at ægteskabet bør være mellem en mand og en kvinde). Og det mener jeg, så selvom jeg sjældent deler den slags opslag, så syntes jeg det var et fint statement at lave. Det var dog bred enighed om at mit opslag ikke var næstekærligt.

Det vigtigste i kristendommen er ikke næstekærligheden. Det vigtigste i kristendommen er at Jesus Kristus kom til jorden. Han døde for dig, og for mig. For at VI, på trods af at være faldet i synd, kan se frem, i håb og tro, mod en evighed i fred, i glæde og i fællesskab med Gud.

På grund af vore synder. På grund af det vi gør forkert. På grund af at vi ikke elsker Gud.

Hvordan ved vi hvornår vi synder? Hvornår vi gør noget forkert? Hvornår vi ikke elsker Gud?
Det kan i bund og grund blive rigtig svært, hvis udgangspunktet for vores tro og vores fortolkning af Bibelens tekster har grundlag i hvad vi selv synes føles rigtigt. Det er rigtigt, at der efterhånden er skabt en god stemning omkring hele relativitetstanken - det der er godt for dig, er ikke nødvendigvis godt for mig, men vi KAN IKKE læse Bibelen med det udgangspunkt at vi kan plukke lidt hist og pist alt efter hvad der føles rigtigt, og så regne med at Gud værdsætter den sparsomme indsats og anerkender at vi trods alt gør "hvad der føles rigtigt".

Problemet er blot, at Jesus kom til de der havde brug for ham.
"Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere" (Mark. 2, 17)

Med dette blogindlæg vil jeg egentlig bare gerne udtrykke min frustration over, at vi (kristne) ikke kan have et fælles udgangspunkt i Bibelens troværdighed. For kan vi ikke det, kan vi slet ikke komme til enighed om noget. Bibelen er vores eneste kilde til at kende Gud. Mister den sin troværdighed, er der ikke noget tilbage.
Bibelen er ikke relativ. Kristendommen er ikke relativ. Gud er ikke relativ!

Enten findes Gud (som Han optræder i Bibelen) eller også gør Han ikke. Der er ikke nogen mellemvej. Gud findes ikke halvt, og Gud findes ikke mere i min verden, end i din verden.


Hvad tænker du? Føl dig fri til at kommentere.

Forord

Levi sover. Det gør han som regel her ved 9 tiden om morgenen. Mor sidder med en kop kaffe i sofaen. Det gør hun som regel når Levi sover formiddagslur. Det er mors fredelige morgen. Hudson, hunden, ligger inde i sengen og snorker. Det gør den som regel når der ikke sker så meget andet. Far er i skole. Det er der ikke som sådan en regel for. Nogle gange har han fri, andre gange er han afsted fra morgenen af, og andre gange om eftermiddagen. Men vi har et skema, så vi har styr på det. Eller det får vi nok hen ad vejen.

Det er sådan det skal være. Vores liv. For det meste ustresset og hyggeligt. Sammen skaber vi et lille hul midt i verdens stres, for folk har så travlt, hvorfor ved jeg ikke, men her vil vi kæmpe for, at der er plads til at være træt, glad, frustreret og alt det andet.

I oktober 2012 blev vi forældre, og med baby kom en helt anden prioritering end hidtil. Derfor går jeg hjemme. Studerer stadig fuldtid til lærer, men hjemmefra. Og med den intro åbner jeg en ny blog her i bloggenes univers :-)