Når Facebook bliver en pseudovirkelighed

Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden. Joh. 13, 35

Det startede med en (semi)fredelig debat om dåb, i en gruppe for kristne kvinder på Facebook. Er barnedåben gyldig? Afhænger frelsen af dåben? Er det Gud eller mennesket, der handler i dåben? Det helt store problem var ikke at vi var uenige – det var alle klar over fra starten. Gruppen var for alle, der bekender sig som kristne. Nej, problemet opstod, da debatten blev lukket, og det blev indført i gruppens retningslinjer, at store teologiske debatter ikke var velkomne i den gruppe. 

Jeg er måske nok lidt trodsig på det punkt. Den lidt diktatoriske ledelsesstil, hvor én definerer, hvad der er tilladt at tale om, og hvad der ikke er tilladt at tale om vækker det værste i mig. Jeg kan slet ikke have det. Så. Jeg valgte at stille spørgsmålstegn ved gruppens berettigelse. En gruppe for kristne  – hvor teologiske emner ikke er velkomne. Alt vi gør og beslutter har jo på en eller anden måde rod i vores bibelsyn, gudssyn og menneskesyn. Jeg blev smidt ud af gruppen. En enkelt forsøgte at forsvare mig. Og blev også smidt ud.

Hvordan nåede vi dertil, hvor vi bare fjerner dem vi er uenige med? Det er som om Facebook er blevet sådan en pseudovirkelighed, som ikke behøver at hænge sammen med den fysiske virkelighed. De fleste af os (der har sin ”gang” på Facebook) møder det sikkert ofte. Mennesker der i kommentarer til nyhedsmediernes sensationelle overskrifter, udtrykker sin helt personlige mening. En mening der ofte indebærer død og ødelæggelse, hævn og foragt for andre mennesker. Jeg håber virkelig, at de mennesker der kommenterer, ikke opfører sig sådan i den fysiske virkelighed, for så er der ikke meget håb tilbage.

Hvornår nåede vi dertil, hvor vi kan råbe vores holdning ud i offentligheden, og forvente at ingen holder os ansvarlige? I den gruppe jeg var medlem af, stod det direkte i retningslinjerne, at der er tavshedspligt. Ingen må altså videregive navne til andre. Alligevel modtager jeg en besked fra administrators mand (som ikke var i gruppen – for kvinder). Gang på gang møder jeg på Facebook, mennesker der råber grimme ting efter hinanden – og om hinanden. Kommer det af en ide om, at du er anonym på Facebook? For det er du altså ikke. Og alle de der personer der optræder på Facebook – de repræsenterer faktisk et rigtigt menneske.

Hvor blev kærligheden af? Hvor gik ansvarligheden hen? Hvad skete der med almindelig dannelse?

Kan vi ikke prøve, i en periode, at tage ansvar og undvige den mentale retardering* der ind imellem virker til at forfølge nogle Facebookbrugere.

Ovenstående eksempel er (desværre) ikke enestående, men den mest aktuelle i øjeblikket. Såvel gruppe som personer skulle gerne være anonymiseret, men lad mig vide, hvis dette ikke er tilfældet.

*: Sundhed.dk om mental retardering:
- Intellektuel funktion skal være signifikant under gennemsnittet
- Adaptiv adfærd er mangelfuld, det vil sige reduceret selvstændighed og social funktion i forhold til den aktuelle alder og kulturelle gruppe

Hvad tænker du? Del dine tanker i kommentarfeltet herunder.